Kranfører til Kredsløb Energipark Lisbjerg
Er du klar til at håndtere mange praktiske og fysiske opgaver, og vil du være med til at omdanne restaffald og biomasse til fjernvarme? Så søger Driftsservice hos Kredsløb 2 nye kollegaer.
Bliv en del af en dynamisk hverdag
Aarhus skal være CO2-neutral i 2030. Vi mener, at de skal være nemt at være grøn. Derfor arbejder Kredsløb hele tiden på at udvikle nye løsninger, der gør en forskel for både klimaet og vores kunder. Vores afdeling, Energi, driver et af landets største affaldsenergi- og biomassefyrede kraftvarmeværker og har ansvaret for, at vi producerer og leverer el og fjernvarme så effektivt som muligt.
Dine opgaver
Vi søger en medarbejder, der har lyst til en hverdag med mange forskellige typer opgaver og er indstillet på at træde til som afløser i flere forskellige teams, når der opstår behov.
Det vigtigste for din stilling er, at du er en generalist, som vi kan trække ind til mange forskellige typer opgaver - alt efter behov. Du vil have din dagligdag i en af vores 2 modtagesiloer for affald eller halm. Du sætter en ære i at springe til, hvor der er behov for at afløse i forskellige afdelinger ved fravær.
Arbejdsopgaverne vil bl.a. omfatte:
- Modtagelse af biler med affald, halm og træflis
- Krankørsel i halmladen og affaldssiloer
- Disponering at halm og biler
- Rengøring af produktionsanlæg
- Afløse operatører i forskellige afdelinger efter behov
- Øvrigt forefaldende arbejde
Arbejdstiden ligger i dagtimerne, og vi arbejder efter en vagtplan med forskudte arbejdstider i tidsrummet 6:00 – 16:30/ 06:30 – 19:30 på hverdage. Som udgangspunkt er der intet weekendarbejde, men det må forventes, at der kan forekomme arbejde på forskudte helligdage i årets løb.
Vi leder efter
Vi leder efter en medarbejder, der kan indgå i et team, hvor stor tillid til hinanden er essentielt. Vores vigtigste fokus i arbejdet er, at vi altid sørger for egen og andres sikkerhed, når opgaver med krankørsel og rengøring i højden udføres. Du skal være villig til at lære og udvikle dine færdigheder, og vi vægter evnen til samarbejde højt. Om du har en faglært eller ufaglært baggrund, er ikke væsentligt, så længe du kan se dig selv i de beskrevne opgaver.
Vi lægger vægt på, at du:
- Har certifikat til kran: Er en absolut nødvendighed. Vi er dog åbne for, at du starter med at erhverve et krancertifikatet, hvis du ellers på alle måder er den helt rigtige medarbejder, som vi leder efter.
- Har Kørekort (B): Dette er ligeledes et krav.
- Certifikat til truck og teleskoplæsser: Er en fordel, men ikke et krav.
- IT-færdigheder: Generelt god til diverse IT, og evne til at sætte sig ind i nyt.
- Gode kommunikationsevner: Er vigtige - både internt, hvor der fx kommunikeres i radio eller samtaleanlæg, men også udadtil, hvor der skal holdes en konstruktiv dialog med leverandører og chauffører.
- Fysisk robust: Trapper, højder, og snavset arbejde er også en del af hverdagen.
Kredsløb som arbejdsplads
Hos os får du en attraktiv stilling, hvor du bliver en del af en drift, hvor vi er stolte af at håndtere affald/biomasse og levere varme til Aarhus og omegn. Vi er en virksomhed med fart på og helt fremme i udviklingen, hvor ikke to dage er ens.
Vil du være en del af produktionen i Kredsløb?
Så send din ansøgning til os så hurtigt som muligt og senest den 20. juli 2025. Vi kigger ansøgningerne igennem løbende og lukker stillingen, så snart den rette kandidat er fundet.
Du er velkommen til at kontakte teamleder Peter Damsgaard på 4185 8752, hvis du vil vide mere om stillingen. Forventet tiltrædelse hurtigst muligt.
Stillingen er fuldtid og aflønnes efter Industriens overenskomst.
Arbejdssted er Energivej 26, 8200 Aarhus N.
Vi ser frem til at høre fra dig!